Født d.31.05.1916
Død d. 22.12.1987.

Hvidstengruppen – organisation:
Hvidstengruppen blev organiseret i februar 1943 på foranledning af godsejer Flemming Juncker, Overgård og læge Thorup Pedersen, p.g.a. faldskærmsjæger Axel Nielsen, hvis rigtige navn var Ole Geisler. Flemming Juncker var på det tidspunkt den, der samlede modstandsbevægelsens tråde i Jylland.

Hvidstensgruppens ned-kastningsplads på Allestrupgård, mellem Gassum og Hald blev anerkendt fra London og når den danske udsendelse fra London kl. 18.15 blev sluttet med ”på genhør, lyt igen” var det signalet til, at nedkastning fandt sted samme aften. Senest kl. 11 samme aften skulle man være på plads i mosen, og når man kunne høre maskinerne, blev der tændt 3 røde lygter og en stærkt lysende hvid i vindens retning.

Det er mig stadig en gåde, hvordan polske piloter, hvad det som regel var, kunne finde vor lille plads fra et sted i England over den mørke nordsø, over det mørklagte Jylland til mosen med vore små lygter.

Pladsen ved Allestrupgård blev i England kaldt ”the Mustardt Point” og blev på det tidspunkt fremhævet som kontinentets bedste modtagerplast. (Alle nedkastninger lykkedes på nær en).

Nedkastningspladsen holdt et år, hvad der blev anset som fint.

Gruppen blev angivet af en faldskærmsmand med dæknavnet ”Bent”, en af de første faldskærmsmænd vi modtog i Hvidsten. Han tog ikke sin giftpille og kunne ikke modstå forhørene. Han blev taget i Århus d. 13.12.1943, og kendte alt for meget til modstandsbevægelsen. Det kom i første række til at gå ud over Viborg, Hornslet, Århus og Hvidsten.

Mit arbejde bestod i at afhente og oplagre det nedkastede materiel fra Viborg, Hornslet, Århus og Hvidsten og derefter sammen med Axel Nielsen videresende det i portioner til sabotagegrupper i Jylland.

Jeg havde til dette arbejde indrettet et aflåst lager på 1. sal i bagbygningen til min ejendom i St. Voldgade. Som ræven havde det flere udgange, nemlig gennem et vindue til den gamle mejerigård, hvorfra der var adgang til både von Hattenstræde og Borgergade.

Det blev efterhånden et blandet lager med alt fra plastisk sprængstof, detonatorer, våben med mere (min jagtriffel i dag er en U.S:Carabin, nedkastet i Hvidsten). Da jeg blev fængslet var der 6 tons på lageret.

Første arrestation.
Den 21.01.1944 blev jeg taget af Gestapo. Jeg lå i sengen med halsbetændelse og ret høj feber og blev ført til Vestergade 42 i Randers, hvor Gestapo på det tidspunkt hørte til, kom i forhør og blev derefter ført til Århus Universitets kollegium, som var Gestapos hovedkvarter i Jylland. Her fortsatte forhøret. Gestapo havde et grimt udspil. De havde en udtalelse fra en Viborg vognmand, som havde tilstået, at han i oktober 1943 havde været i min gård i St. Voldgade og der havde aflæsset et parti sprængstof. Jeg benægtede alt. Enhver kunne køre ind i gården om aftenen og læsse noget af som andre så afhentede. Jeg kendte i alt fald ikke noget til det.

Dagen efter fortsatte forhørene på Universitetet. Jeg var syg og chokeret. Århus arrest står for mig som det værste af alt.

Jeg kom ind i en enmandscelle, hvor der i forvejen var en ung mand fra Hornslet, Harold Svarre, som blev skudt et par måneder senere. Han var taget i arbejdstiden i en af Pindstrup Mosebrugs gårde, d.v.s. i arbejdstøj og gummistøvler og havde intet haft at skifte med i 8 dage. Han var en vældig flink fyr og vi fandt faktisk sammen i et venskab. Vor sag med Gestapo blev over hovedet ikke nævnt mellem os. Det var på det tidspunkt alment kendt, at Gestapo i stor udstrækning benyttede sig af cellestikkere, som pumpede oplysninger ud af medfanger og videregav dem til Gestapo, som til gengæld lovede at spare dem for dødsdom.

Vor celle var på 3. sal i arresten. Trappen og alle dørene, en for hver ende at trappen på hver etage, var af jern. Tyskerne i sømbeslåede støvler rendte døgnet rundt op og ned af disse trapper med deres nøgleknipler, låste dørene op og i med et infernalsk spektakel, mens der hele tiden blev råbt ”los los – schnell schnell”. Det var rædselsfuldt, og vi var enige om, at det måtte kunne sammenlignes med helvede. Ingen håndtag i døren, lugten og spektaklet med jerndøre dag og nat.

Hjemme var min kone gået i aktion. Hun henvendte sig til en af vore gode venner, læge Ejnar Amundsen, som hun havde mistænkt for også at være illegal, hvad han var i allerhøjeste grad. Han var resolut, havde gode forbindelser og organiserede alle 6 tons fra lageret i Randers væk den næste nat. Det foregik med 8 mand fra byen og i vognmand Laursens bil, som han fik lov at stjæle, idet Laursen i forvejen havde sørget for, at motoren gik og generatoren var fyldt op. Mejeridirektør Hansen havde sørget for fri passage til von Hattenstræde, så alle 6 tons blev fjernet på en nat. Ejnar Amundsen tog derefter ned til direktør Bernhard Kjær i Århus og satte ham ind i situationen. (Foruden at være direktør for Ceres var han også formand for Røde Kors).

Direktør Kjær opnåede hos Gestapo en forretningssamtale med mig i besøgsværelset sammen med en gestapomand og en tolk. Direktør Kjær fremlagde og i store træk gennemgik han min status pr. 31.12.1943. Bl.a. nævnte han, at mit varelager var blevet mindst 6 tons mindre, at jeg var nødt til at ansætte en ny mand i stedet for en, der var rejst o.s.v..

De jeg bagefter kom op i cellen og gennemgik samtalen i tankerne, havde jeg alle de oplysninger, jeg behøvede for at klare forhørene. Forhørsmæssigt var det af største betydning at jeg vidste, min førstemand var i Sverige, så mistanken kunne rettes på ham, samt at jeg vidste, at lageret var væk og at Gestapo ikke vidste, det havde været der.

Jeg fortalte derefter forhørslederen, at jeg fremover i forhørene ønskede at klare mig på tysk. Jeg havde trods alt lært det i skolen og havde for nogle år siden boet hos en familie i Thyringen i 1½ måned. Tolken var en modbydelig dansk nazist, almindelig kaldet wiener drengen, fordi han i Århus boede sammen med en gestapopige fra Wien. Han hed Harry Jensen.

Forholdet mellem forhørslederen og mig blev nu betydeligt bedre. Og jeg vovede endda at fortælle nogle vitser, som han satte stor pris på.

Den 06.02 kom Swietzgebel ind til mit forhør og sagde, at de skulle have mere ud af mig.

Den 07.02 blev jeg igen kørt til universitetet, hvor alle forhør foregik. Jeg skulle have alle mine pakkenelliker med, så fik jeg en chance til at sige, hvad jeg vidste. Da jeg ikke udnyttede den, blev det meddelt mig at jeg var fri. Jeg fik en passerseddel og kunne gå i regn og storm. Det var kl. 16

Jeg behøver vist ikke at komme nærmere ind på mine følelser ved hjemkomsten og hvilken hyggelig aften min kone og jeg havde sammen og at jeg flettede en særlig tak ind i aftenbønnen den aften.

Livet gik videre. Jeg fik afsluttet en større ombygning i forretningen, som var i fuld sving, da jeg blev taget.

Jeg udtalte til et møde, vi havde, at såfremt det ikke blev forlangt, at jeg skulle til Sverige, ville jeg blive og tage risikoen. Hvis galt skulle være, mente jeg nok at kunne klare en tur til hos Gestapo, nu da det ikke ville komme som et chock. Jeg havde endvidere ansvaret for min kone, som var gravid samt for mor og min lillebror, og på det tidspunkt var Gestapo begyndt at tage familie, hvis gerningsmanden var fløjet. bagefter kan jeg godt se, hvor naivt det var, men på det tidspunkt var spillets regler ikke så afklarede som senere.

Jeg sørgede for at få alt ordnet i forretningen og sad for første og eneste gang ved et fuldkommen blankt skrivebord, da jeg blev taget igen d. 17 marts 1944.

Anden arrestation.
Den 11.03.1944 blev Hvidsten gruppen taget og den 17.03.1943 blev jeg hentet igen. Det var frygtelige dage. For mig var spørgsmålet: Sverige eller blive og tage risikoen. En af de sidste dage, jeg havde været i forhør hos Zimmermann, havde jeg spurgt ham, hvad Svarre, som jeg sad i celle med de første dage havde gjort, og hvad straf han havde fået. Jeg fik det svar, som jeg tror Zimmermann selv troede på, at han skulle nogle måneder i Horserød, i værste fald til krigen sluttede.

Mit første 18 dages bekendtskab med Gestapo og Århus arrest kom mig nu til gode. Jeg undgik chokket denne gang. Jeg var ikke så ulykkelig som første gang, brutaliteten og spektaklet kendte jeg.

Først var jeg i forhør på den gamle kaserne i Thorsgade i Randers, derefter på Århus Universitet og blev så ført til en enmandscelle i arresten.

Ved midnatstid kom Gestapo med en modstandsmand ind i cellen, og på absolut opfordring fra gestapomanden, meddelte han, at det hele var optrevlet, så jeg kunne lig så godt bekende.

Der skete heldigvis ikke mere den nat, men resten af natten gik med at gennemtænke forholdene.

I realiteten skulle kun Marius Fiil, Axel Nielsen og Andreas Stenz kende min medvirken. Jeg vidste Andreas Stenz var i Sverrige, at Axel Nielsen ikke var taget, og at Marius ikke for alt i verden ville opgive mit navn.

Næste morgen kom jeg igen i forhør på Universitetet og heldigvis fik jeg min gamle forhørsleder igen (fortæl en historie på 5 tyske ord, som omhandler 1 mand, 1 kvinde,1 værelse, kærlighed og 2 æg: - ei, ei, lieber Frau Zimmermann. Den kendte han ikke og han hed Zimmermann. Vi blev efterhånden gode venner. Stadigvæk var wienerdrengen der som påhæng. Han blev uafbrudt sendt i byen for det ene eller det andet. Min forhørsleder var uddannet kriminalmand og en af de få, jeg stadig er helt overbevidst om, ikke var nazist, ellers skulle han have haft meget mere ud af mig.

Ganske vist var hans polititegn underskrevet af Himmler personlig, hvilket han fremviste ved en lejlighed, hvor wienerdrengen var ved at blive for besværlig. Det lukkede munden på denne øjeblikkelig.

Efter hvad jeg her fortæller, skulle man tro, at tyskerne var fuldkommen idioter. Det var de faktisk også.

Der var et fantastisk bureaukrati og karrierestrid. De fleste var ikke uddannet indenfor kriminalitet, men kun i partidisciplin og brutalitet. Det var kun ved tortur og ikke ved almindelig intelligens de fik tilståelser frem. Selve chefen Schiftgebel kom en dag ind, hvor jeg var i forhør, råbende :” Den mand ved mere, og jeg forlanger, at det kommer frem”. Men der skete ikke yderligere. Jeg undgik tortur. Zimmermann og jeg skrev faktisk min rapport i fællesskab.

Rapporten blev meget fyldig, en udmærket fristil, med kun et for mig graverende indslag, nemlig at jeg én gang havde kørt sprængstof fra Hvidsten til Randers. Zimmermann og jeg diskuterede det meget, men han var ubøjelig. Han vidste, at det stod i en anden rapport og insisterede endog på, at han ville have det nøjagtige kvantum. Vi blev enige om at skrive 4 kasser.

Horserød:
Den 30. marts var forhørene slut og næste morgen kl. 5 startede vi fra arresten i åben lastvogn med pressenning. Vi var 12 mand, lænket sammen 2 og 2 med håndjern. Mellem os var anbragt soldater med maskingevær, rifler og revolvere. Jeg sad på bageste træbænk, meget agtværdigt lænket sammen med provst Dahl fra Horsens.

Jeg kan huske en idiotisk ting fra turen. En af de gange vi blev kommanderet ned for at tisse, det var ved Trifoliums gård ved Tåstrup. Min højre hånd var lænket til provstens venstre. Jeg havde ikke lynlås i bukserne, men knapper. Det var ej så let.

Vi holdt et par uhyggelige timer ved Dagmarhus, men endelig var der nogen der fandt ud af, hvor vi skulle hen, og da vi kørte op ad Strandvejen, var humøret højt. Så vidste vi, at vi skulle til Horserød. Vi ankom kl. 7 om aftenen, netop da fangerne marcherede fra spisebarakken til sovebarakkerne, taktfast syngende: ”hul i hovedet har de alle ja, ha, ha, ha”.Sturmbanføreren Hildebrandt var meget musikinteresseret og nød fangernes sang, men det blev nogen tid efter totalt forbudt at synge. Sturmbandføreren havde fået oversat teksten.

Jeg skal springe let henover tiden i Horserød. Det var et sandt kurophold i forhold til forhørene og spændingen i Århus arrest.

Den 23. maj blev 18 mand kaldt op, 12 fra Hvidsten gruppen og 6 fra Viborg gruppen. Vi skulle være klar til middag, hvor vi skulle køre til Vestre Fængsel. Jeg spadserede en sidste tur med oberst Bartholdy og sagde til ham i spøg. ” Du er jo fagmand og nu haster det sikkert for mit vedkommende, hvad tror du om invationen”?

Han svarede i alvor, at det var noget han havde gennemtænkt nøje, og havde fundet ud af, at hvis ikke invasionen i Europa fandt sted inden den 06.06 måtte den udskydes til hen i august. Men, tilføjede han, der går mindst 2 måneder før det kan konstateres, om invasionen er lykkedes. Da jeg den 06.06 i Vestre Fængsel hørte om invasionen, sagde jeg til mig selv, at det faktisk er rart at kende mennesker, der har forstand på det, de har med at gøre.

Vestre fængsel:
Vel ankommet til Vestre Fængsel, blev vi lukket ind i et lokale i stueetagen, hvor vi fik den besked, at vi skulle sætte mærkesedler med vor hjemadresse på alle vore ejendele, som skulle blive i dette lokale, at vi kun skulle tage vor tandbørste med, for i morgen skulle vi i krigsretten og derefter skydes. Det kunne faktisk ikke siges kortere.

Vor celle i vestre var et vagtlokale, der blev lavet om på den måde, at der blev lagt 15 madrasser ind til os. Desuden fik vi et bord, en bænk og 5 taburetter til vor rådighed.

Om morgenen blev vi vækket med et "aufstehen". Det blev besvaret med et "ja", hvorefter vi igen lagde os til at sove og først stod op, når morgenmaden kom. Midt om formiddagen var vi på gårdtur, og efter middagen sov vi igen. Efterhånden fik vi vagten dresseret til ikke at forstyrre os før kl. 15.

Vort kammeratskab var fuldkomment. Vi var alle klar over, hvad der ventede os og havde på forbløffende kort tid vænnet os til det.

Vi startede med 21 "medlemmer" den 23.05, men allerede d. 26.05 kom 9 fra Viborg-sagen i retten. Herfra kom kun 2 tilbage til cellen. De 7 blev dødsdømt, men kun kreditforeningsassistent Poul Wøldike blev skudt.

Den samme dag fik vi 4 fra Års-gruppen ind i cellen samt een fra Hvidstens-gruppen, som tyskerne havde glemt i Horserød.

Derefter var der 12 fra Hvidsten-gruppen, 4 fra Års-gruppen samt de 2 fra Viborg-gruppen, der havde været i krigsretten. Vi forblev sammen til den 19.06, da Års-gruppen blev dømt.

Af de fire fik vi kun een tilbage. De 3 andre, Chr. Ulrik Hansen, kaptajn Gjessing og H.J. Henriksen var blevet dødsdømt. Den 22.06 rejste 2 fra Viborg-gruppen til Tyskland, så vi kun var 13 tilbage.

For de flestes vedkommende lykkedes det heldigvis i forvirringen at få neglet en del ud af bagagen, som tobak, spillekort m.m. Vi blev derefter ført op på 3 sal i en celle, som faktisk ikke var en celle, men et tidligere vagtmandslokale med terrazzogulv og udstyret med 18 madrasser, 1 bord og 5 taburetter. Den ene af disse står i dag på frihedsmuseet.Udlagt fyldte madrasserne hele gulvet, så om dagen lagde vi de ti madrasser i 2 bunker, som vi brugte som bænke, og de resterende madrasser skiftedes vi til at sove på. Cellen var ikke så "disciplineret" som de øvrige celler i Vestre. Selv tyskerne kunne indse, at orden ikke kunne opretholdes på sædvanlig vis - med f.eks. ikke at ligge ned om dagen, når vi kun havde 5 taburetter til vor rådighed. Da døren var lukket, var der en, jeg husker ikke hvem, som sagde:” Nå, nu kommer den alvorlige del af festen”.

Det blev ikke som gestapomanden sagde, i morgen. Først d. 26.05 kom Viborg-gruppen i krigsretten, Ålborg den 20.06. og Hvidsten den 26.06.

I de næsten 2 måneder jeg sad i denne celle, faldt der 18 dødsdomme fra den. De 12 blev eksekveret.

Når nogen forsvandt, kom nye til fra samme sag. Farsø, Ålborg, Århus.

Jeg har meget svært ved at beskrive denne tid i Vestre Fængsel. Vi var 18 vidt forskellige mennesker, - præst, møller, arbejdsmand, karetmager, mekaniker, direktør, teologistuderende, vognmand, søkaptajn, forstmand, kromand, dyrlæge, mejerist, docent, landmand m.m.

Det første vi skulle, var at skrive vort levnedsforløb på dertil indrettede papirer.

I overskriften var der en bemærkning om, at hvis man tidligere havde haft konflikter med politiet, skulle dette bemærkes. Jeg husker dyrlæge Iversen meget humoristisk skrev om en parkeringsbøde, han havde fået i 1938.

Efter dette skrev vi det, vi syntes var mere naturligt, nemlig vore testamenter, som vi gjorde gyldige ved en andens underskrift. Jeg skal nævne et, nemlig Niels Kjærs. Han var ungkarl og efterlod sit hus til den ene enke og øvrige værdier til de enker, som havde behov for det.

Der er ingen der vil tro mig, når jeg siger, at dette var en lykkelig tid. Det var det heller ikke i dette ords egentlige forstand, men der var ikke én, der faldt sammen, der var ikke én, der gav udtryk for ulykke. Vi havde dagen igennem diskussioner, virkelig udbytterige. Vi spillede kort, legede og havde det ind imellem virkelig fornøjeligt. Der blev fortalt gode og morsomme historier.

Dagen var ikke lang nok. Jeg kan huske 2 nætter med egoforedrag, der var bedre end nogen roman. Det ene var af en søkaptajn, Poul Gjesing fra Ålborg, som i sit unge liv havde oplevet frygtelig meget. Været jorden rundt et par gange, været med på Dana ekspeditionen ( ålens vandring ), frosset inde ved Grønland i flere måneder, hvor skibet, han var kaptajn på, kunne blive skruet ned af ismasserne hvad dag det skulle være. Han havde ved den lejlighed fået kongens udmærkelse i sølv. Havde deltaget i 2 revolutioner. Deltaget er et forkert udtryk. Han havde været involveret, havde været med til 2 skibsforlis, et i Smålandshavet og et ved Dansk Vestindien.

Om aftenen den 2. juni stod jeg ved vort vindue, som i denne celle var et ganske almindeligt 2 fags vindue, selvfølgelig med tremmer, men det kunne åbnes helt op. Man kunne se over til Engboulevarden, hvor unge mennesker cyklede glade og lykkelige. Pludselig opdagede jeg en dansk politibetjent i det 90 gr. tilstødende vindue. Den danske politiafdeling stødte op til den tyske ved vor celle, og det første vindue var altså de danske betjentes vagtlokale. Jeg kom i snak med betjenten, fortalte ham om vor situation og bad ham næste dag gå ind i en cigarforretning på Axeltorv og få cigaretter, cerutter, tændstikker og skrå (til karetmageren). Jeg kendte ikke denne tobakshandler, men vidste, at han var gift med en veninde til min kone fra husholdningsskolen. Jeg bad ham sende regningen til min kone.

Næste aften var vi mægtig spændt. Han kom, og i en slags klingbeutel rakte han en pakke over til os, som indeholdt alt, hvad jeg havde bedt om.

Vi var lykkelige.

Nu havde vi en forbindelse til omverdenen. I forvejen havde vi en forbindelse i fængslet, nemlig en flink østrisk soldat, som hadede tyskerne og nazisterne. Vi brugte ham som postbud med breve til andre celler.

En aften kom han ind i cellen og spurgte om vi ikke kunne låne ham nogle tændstikker, for han kunne ikke få fat i nogen. Vi gav ham en hel æske. Da han skulle ud af døren, vendte han sig pludselig om og sagde: ”hvordan pokker bærer i jer ad. I kom herop for en måned siden uden bagage, og jeg har ikke set jer mangle noget endnu”. Så gik han, idet han sagde: ”det kommer ikke mig ved”.

Nå. Tilbage til den danske betjent. Jeg bad ham næste dag tage ud til min søster på Peter Bangsvej med breve, som vi havde skrevet. Aftenen efter kom han tilbage med bl.a. North State cigaretter fra før krigen.

Den tyske vagt i vor afdeling gik sidste runde kl. 21, og det blev derfor aftalen, at vi "mødtes" med den danske betjent ved vinduet hver aften kl. 21.30. De det efterhånden viste sig, at han var god nok, bad Chr. Ulrik Hansen ham gå til Seidenfaden med brev, og vi fik herfra lovning på støtte til flugtforsøg. Vi havde haft vore betænkeligheder med hensyn til flugt, bl.a. ved tanken om Tulle og Gerda, men da der efter al sandsynlighed var dødsdom til hver eneste af gruppens mandlige medlemmer, gik vi med til flugtplanen.

En aften kom betjenten frem i vinduet, fremviste en pistol og spurgte, om vi kunne håndtere en sådan. Vi ville få nogle stykker, men skulle først udarbejde en fuldt færdig flugtplan.

Planen blev udarbejdet i fællesskab. Vi skulle bruge en nedstrygerklinge, våben og et reb. Meningen var, at vi skulle fire os ned efter at have savet jernstængerne over, og det var så heldigt, at vi uden at blive set kunne komme lige til hovedindgangen. Når først vi var kommet ned på jorden, behøvede vi blot at bruge pistolerne overfor betjentene ved porten. De var informeret om planen.

Planen blev fuldt udarbejdet, men der var i mellemtiden sket det, at tyskerne tilsyneladende havde fattet mistanke, og havde lavet om på hele vagtmandsordningen så vinduesforbindelsen kunne derfor ikke bruges mere i samme omfang som før. Aftalen blev derfor, at vore budskaber til den danske betjent skulle kastes ned på græsrabatten omkring fængslet.

Her ville den patruljerende betjent så samle dem op og bringe dem videre. Det skete også planlagt til aftalt tid, men der kom ingen betjent og samlede den op, og desværre var den faldet på flisegangen og ikke i græsrabatten.

Endnu om morgenen tidligt lå den lille hvide pakke med flugtplanen dernede. Vi skiftedes til at holde vagt. Langt om længe fik vi kaldt betjenten til vinduet, og satte ham ind i sagen. Han for straks ned og knaldede en rude ud mod cementfliserne, hvorefter han gik ned og fejede skårene op. Men da var pakken forsvundet, og det var ikke nogen dansk betjent, der havde fået fat i den.

Hvad ville der ske ?

Vi var nervøse og ventede hvert øjeblik, at der ville ske et eller andet. Tyskerne viste imidlertid intet tegn på nogen opdagelse, men det kunne jo komme. Chr. Hansen var i denne som i mange andre situationer den fuldkomne kammerat. Han ville påtage sig hele skylden..

Pastor Severinsen holdt morgenandagt hver morgen, og da han forsvandt til Tyskland med en benådet dødsdom fik vi Chr. Ulrik Hansen i stedet. Han var kun 23 år, men en stor personlighed. Han overtog morgenandagterne og var utrættelig i vore diskussioner. I undergrundsarbejdet var han Flemming Junckers eftf., efter ham kom Toldstrup, som holdt krigen ud. Chr. Ulrik var personlig ven med Kai Munk, hos hvem han havde boet og kunne fortælle meget om.

Domsafsigelsen:
De første, der kom for krigsretten var Viborg gruppen. Det varede 2 dage fra morgen til aften og affødte vældige diskussioner om aftenen i cellen.

Forstassistent Boldrup var indstillet til dødsdom, som blev ændret til mildeste straf, nemlig 2 års fængsel. Han benægtede rapporten fra gestapo i Århus, idet han påstod ikke at have anvist nogen plads til nedkastning, men kun et område for spejderøvelse – Det gav stof til eftertanke hos os andre.

Krigsrettens domme var på nogle punkter ens. Hvis man f.eks. havde været med til en nedkastning, som ikke var lykkedes, var det 4 års tugthus, 2 gange mislykket var det 6 år, men en gang, hvor det var lykkedes, var det dødsdom, uanset hvor lille rolle, man havde spillet ved modtagelsen. Havde man huset eller transporteret sprængstof var det også dødsdom.

Vi gennemgik alle vore rapporter i tankerne. Vi havde ingen kopi, men vi havde haft rigelig tid til at gennemtænke dem. Jeg kunne min rapport udenad, sætning for sætning. Ais Venning fra Råsted og jeg besluttede at ændre lidt i vore rapporter, når de blev gennemgået i retten, for at sanere de punkter, der kunne være belastende efter det, vi nu kendte til krigsrettens domme.

Hvidsten gruppen kom i krigsretten på Dagmarhus morgenen efter Schalburgtagen af Tivoli, som vi kørte lige forbi den 26.06. Jeg kan huske, at en af vagtsoldaterne sagde, det er jeres venner, der har gjort dette.

Under stærk bevogtning blev vi i lastbiler kørt til Dagmarhus og ført op til retslokalet. Vi blev alle samlet i lokalet, og da dommeren trådte ind, skulle vi rejse os. Der var en overdommer, 2 meddommere, en anklager, en forsvarer, en sekretær og en tolk. navnene blev råbt op, hovedanklagen læst op, og så blev vi andre ført ud, mens man begyndte at gennemgå anklagen med kroejer Fiil. Sådan gik det efter tur, og da vi var mange, tog det hele dagen.

Vi skulle for igen den næste dag.

Trods det, at ingen af os var kyniske af naturen, var vi det alle den dag - og havde været det i tiden forud. Vi døbte vor celle "dødscellen" og talte fuldkommen naturligt og roligt om, hvor mange gange vi mon måtte få besøg af vore kære efter at vi havde fået dødsdom og var kommet nedenunder.

Ingen af os var bange for at dø. Det ville være en nem død, vi fik, vi ville måske ikke engang høre skuddet, og når det var sket, havde vi ikke flere spekulationer. Det, der pinte os mest, var tanken om vore kære. Det var dem, der blev straffet hårdest, de mistede mand, far eller søn.

Lokalet for retten var ret så pompøst. Vi forbrydere sad amfiteatralsk på træbænke og foran var der et trefløjet bord med grønt klæde. For midterbordet sad de 3 dommere, midaldrende, højt ansete jurister dr. Jur. o.s.v. Ved det venstre bord sad forsvarer og sekretær. Ved det højre bord, anklager og tolk.

Én for én blev vi kaldt ned og fik gennemgået rapporten fra Århus. Den blev oplæst sætning for sætning gennem tolken.

Tolken var en sønderjydsk købmand, som havde fået kolde fødder (jeg fik efter krigen besøg af hans kone).

Han forsøgte at hjælpe os. – Da jeg kom for, og vi nåede til den famøse sætning, at jeg havde kørt 4 kasser sprængstof fra Hvidsten til Randers, oversatte han det til: ”de har ikke kørt 4 kasser sprængstof fra Hvidsten til Randers”. Jeg svarede: ”jo, det har jeg” hvorefter han brød ind og gentog: ”De har ikke kørt 4 kasser sprængstof fra Hvidsten til Randers”, hvorefter jeg svarede:” Jo det har jeg, men jeg anede ikke, hvad der var i disse kasser. Jeg gjorde det kun for at hjælpe andre, transportproblemerne var store under krigen, og man hjælp derfor hinanden mest muligt”.

Tolkens hjælp kom overraskende for mig, men da jeg vidste, at det stod i en anden rapport, at jeg havde kørt for gruppen, ville jeg hellere være et uskyldigt offer for et transportproblem end at blive involveret i gruppens arbejde. Derfor vedkendte jeg mig rapporten med denne rettelse. Jeg var desuden nervøs for, at retten skulle blive kendt med min arrestation i Viborg sagen.

Nu viste det sig, at vi havde en vågen forsvarer i modsætning til Viborg og Aars gruppen, hvor forsvareren intet havde præsteret.

Vor forsvarer startede også med en mægtig nazistisk tale, hvor han fordømte al sabotage og nedkastningsarbejde, men kom derefter ind på den enkelte forbryders rapport og gjorde et stort arbejde ud af dem.

For mit vedkommende havde forsvareren bidt mærke i tolkens forsøg på at hjælpe mig, idet han sagde, man kunne forstå, at hr. Christensen var en fuldkommen ærlig person og at han trods tolkens forsøg på at hjælpe ham – endda 2 gange – bekendte sin andel, men man må også derfor indse, at hr. Christensen intet havde anet om disse kassers indhold, idet han kun er udnyttet af de andre for at klare et transportproblem.

Afhøringen tog hele dagen. Den næste formiddag, da det var slut, fik vi lejlighed til at supplere vore indlæg. Der var kun 2, der benyttede sig af det. Marius Fiil stod op og holdt en virkelig god tale mod besættelsen og nazismen. Han sagde bl.a. at et frit Danmark gerne ville byde det tyske folk velkommen, når krigen og nazismen var slut.

Den anden var Niels Kjær, som rejste sig op og bad retten dømme ham til dødsdom, frem for en af de andre, som var familiefar (han havde på det tidspunkt ikke opfattet, at han var indstillet til dødsdom). Tolken oversatte det til: ” om den høje ret ville tage hensyn til, at han var familieforsørger”. Dyrlæge Iversen og jeg som var de eneste, som forstod tysk, så på hinanden. Vi trak på skulderen og sagde intet. Dommene var på det tidspunkt afgjort.

Vi ville gøre Niels Kjær ulykkelig ved at fortælle om den forkerte oversættelse, men vi var alle vidne til den mest uselviske handling, jeg nogensinde har oplevet.

Vi blev derefter lukket ind i et andet lokale, medens retten voterede. Min egen mening var, at de spiste en god dansk frokost, hvad man kunne mærke, da vi kom ind efter et par timers forløb.

I en ejendom overfor kunne vi fra vinduet se en værkbruden urmager stavre ned fra sin stol. Lidt efter kom han ud nede på gaden og satte sig op i en siddecykel. På et spørgsmål om, hvorvidt han kunne tænke sig at være i denne mands sted i stedet for nu at sidde og vente på sin dom, svarede dyrlæge Iversen:” Bestemt nej”.

Da vi blev kaldt ind, rejste vi os op i en rundkreds, tog hinanden i hænderne og ønskede held og lykke.

Dømt til døden blev:
Kroejer Marius Anton Pedersen Fiil
Kromedhjælper Niels Fiil
Bryggeriarbejder Peter Bergenkammer Sørensen
Mekaniker Johan Kjær Hansen
Radioforhandler Niels Nielsen Kjær
Karetmager Søren Peter Kristensen
Møller Henning Andersen
Dyrlæge Albert Carlo Iversen.

Livsvarigt tugthus:
Husmoder Kirstine Sørensen (Tulle)
Landmand Jens Stens
Chauffør Barner Hyldgaard Andersen

4 års tugthus
Lillevognmand Anders Venning Stensgaard
Købmand Knud Christensen

2 års ungdomsfængsel:
Servitrice Gerda Søvang Fiil.

Alle tog dommene beundringsværdigt, og da vi dømte til slut fik lov at sige noget, tog Fiil ordet og holdt en længere tale, en jævn dansk mands ord til tyskerne om, hvorfor han under besættelsen ikke kunne modtage dem i sin kro, som han havde gjort det før krigen, hvorfor Danmark optrådte overfor besættelsesmagten, som tilfældet var. I jævne ord fortalte han de uinteresserede dommere om d.9 april 1940 og om Danmarks syn på den fjende, Tyskland var, og jeg tror, at hvis nogen af de tilstedeværende tyskere lever i dag, så vil de have i hvert fald en lille erindring om de ord, den dødsdømte mand sagde.

Da vi kom tilbage til Vestre, blev vi som sædvanlig først stillet med ansigtet mod væggen nede i stueetagen. Vi kunne høre een gå op ad trappen. Det var Tulle. Da hun kom op til første afsats, vendte hun sig og stod stille et øjeblik for at tage afsked med os. Først og fremmest naturligvis med sin mand, far og broder. Vi vendte os allesammen ....- hun vinkede, og vi smilede til hende.... Så forsvandt hun meget bevæget.

Den nat var vi kun 5 i cellen, og der blev ikke talt meget. Vi var taknemmelige overfor gud, og vi bad for de andre, der lå i dødscellen i stueetagen.

På vej hjem til Vestre fornemmede vi generalstrejken i byen og en af de dødsdømte udtalte, at nu går det fremad, befolkningen er med os nu.

Efter domsafsigelsen fik vi lov at få besøg, og i den forbindelse kan fortælles en historie om tyskernes kontorius.

De 2 brødre, møller Henning Andersen, Hvidsten (dødsdømt) og Barner Andersen, Hald (livsvarigt tugthus) var blevet dømt sammen, men samtidig havde tyskerne dømt en tredie broder in absentia. Han var politibetjent og fik dødsdom.

En dag fik Barner Andersen i Vestre fængsel besøg af sin far og - sin in absentia dødsdømte bror. Barners rædsel var naturligvis stor. "Er du rigtig klog. Du er jo dødsdømt. Se at komme herfra".

Broderen, der var i uniform med tjenestepistol og det hele, måtte naturligvis holde gode miner til slet spil, og han slap ud af fængslet, da besøgstiden var forbi, og kom i sikkerhed. Det mærkelige var, at han selv og på sit eget navn havde hentet besøgstilladelsen på Dagmarhus.

Når man læser de sidste breve fra alle de henrettede fra denne tid, er der selvfølgelig noget ensartet i disse, for de er jo skrevet i den samme situation med den visse død for øje. Men først og fremmest skinner der en beslutsom ro igennem. F.eks. skriver en:” at jeg skal af sted nu, kan jeg ikke være glad for, det ville være unaturligt i min alder, men måden det sker på er helt i orden”. De er alle forbavset over, hvor roligt de kan tage det, og angrer ikke, at de gik ind i kampen, selvom det kom til at koste livet. Verset:” Altid frejdig når du går” kom til at betyde meget for mange.

I Århus arrest sad jeg en tid i samme celle som Oluf Kroer fra Randers havde siddet i. I de 12 – 13 dage fra han blev taget til han blev skudt – i væggen havde han indridset: ”kæmp for alt, hvad du har kært, dø, om så det gælder, da er livet ej så svært, døden ikke heller”.

Afrejse til Tyskland:
Den 15. juli om morgenen kl. 3 blev vi 6 tiloversblevne mænd fra Hvidstengruppen kaldt ned i stueetagen og mødtes her med Gerda og Tulle Fiil. Vi fik udleveret vor bagage og blev lænket sammen 2 og 2 med håndjern (undtagen Tulle og Gerda), hvorefter vi blev transporteret sydpå i lastbil med en imponerende eskorte - 12 sværtbevæbnede soldater samt 1 motorcykel.

Det var en vidunderlig smuk sommerdag med blå himmel, og vi nød i aller højeste grad det grønne landskab.

Da vi kom ombord på færgen i Gedser, blev vi ført ned til restaurationen og blev befriet for håndjernene. Vi følte os faktisk som almindelige turister. Vi var eneste passagerer og fik alt det vi kunne spise (oksesteg og buddding) + 2 øl og cigaretter til hver. Jeg benyttede lejligheden til at anbringe de pengesedler jeg havde inde i foret på min frakke, hvad jeg havde god fornøjelse af 3/4 år senere på vej hjem.

Een 10 kr. seddel gav jeg den ene tjener sammen med mit visitkort med min kones adresse. Herpå havde jeg skrevet: "en kærlig hilsen fra min vej sydpå til ukendt adresse". Man kunne på det tidspunkt få meget for 10 kr., men min kone fik aldrig den buket blomster, jeg havde tiltænkt hende.

Da vi ankom til Warnemynde og spadserede ud fra færgen 2 og 2 i håndjern, havde hele mandskabet stillet sig op i espaillé og blottede hovedet, da vi passerede. Det var en smuk afskedshilsen, men det smukkeste minde var trods alt fra ventesalen på banegården lige overfor færgen, hvorfra vi så færgens afgang med Dannebrog vajende mod den blå sommerhimmel.

Efter et par timer i ventesalen i Warnemynde, kom vi med et tog, nu kun eskorteret af 2 S.S'er officerer, stadig som turister i en dobbelt kupé, mens de 2 officerer sad i den anden.

Vi var klar over, at det var sidste dag under gode forhold. Vi var i vort eget tøj, havde masser af mad, tobak og chokolade. I Vestre fængsel havde vi ved afgangen fået udleveret pakker fra familien og vi var enige om at bruge så meget som muligt.

Endvidere havde Tulle Fiil fået en stor æske chokolade fra direktør Helmer Rostig fra Røde kors.

Vi bød også de tyske officerer af vore gode forråd, hvorved vi selvfølgelig opnåede særstilling, men vi havde det vældig hyggeligt og en gang hørte jeg den ene officer sige: "det er fantastisk, det er som om de er på skovtur".

Da vi nåede Lübeck var det aften. På banegården kom 2 unge Røde Kors piger ret hovmodigt og bød os på suppe. Den så bestemt ikke appetitlig ud og lugtede derefter, så i stedet for at tage imod suppen bød Tulle Fiil dem af sin fine æske chokolade. Jeg har sjældent set så forundrede ansigter, men pigerne skyndte sig at neje og tage imod chokoladen.

Vi kom til Kiel kl. 2 om natten, vandrede gennem den mørke og bombede by til fængslet, hvor vore pakker blev taget fra os. Vi blev derefter lukket inde i hver sin mørke enecelle med ditto tanker.

Den næste morgen blev jeg vækket kl. 6.30 med et krus suppe og et stykke rugbrød. Kom derefter ned i kælderen og blev kropsvisiteret, måtte kun beholde tandbørste og kam. Det lykkedes mig at smugle nogle cigaretter og 1 æske tunolperler.

Min celle var en lille mørk eenmandscelle på 3. sal med en dobbelt køje. Udenfor vinduet var der monteret et svært jernstativ med ugennemsigtige råglasplader som jalousi.

Det viste sig senere, at det var fordi kvindefængslet var lige overfor.

Den 18. juli kl. 9 blev der blæst luftalarm. Jeg lå på min køje og funderede over tilværelsen. Humøret var på nulpunktet.

Luftskytset bragede og pludselig kom bomberne. De hylede infernalsk inden de ramte. Der faldt 7 bomber i og ved fængslet. Bygningen, hvori jeg sad, blev skåret igennem 4½ mtr. fra min celle fra kvist til kælder. Det blev mørkt som den sorteste nat. Jernstativet udenfor mit vindue blev blæst ind igennem min celle, ødelagde min dør og blokerede denne.

Jeg selv fejlede intet, udover at jeg følte mig som mørbanket. Da støvet havde lagt sig, kunne jeg se over til kvindefængslet og fik kontakt med Gerda og Tulle, så de var også reddet.

Sidst på eftermiddagen fik de min dør brækket op og jeg blev flyttet hen til Ais Venning, som beboede en celle som stødte umiddelbart op til bombekrateret. Hans celle havde ligget i et tomrum, den fejlede intet. Der står i min dagbog kun, at vi bad aftensbøn sammen.

Den næste morgen viste det sig, at vi alle 6 havde overlevet. Vi blev ført til banegården og blev kørt med tog over Rendsburg til Neumünster.

Nu var vi ikke længere turister, men kørte nu i officielle gangvogne, som bestod af en bred midtergang med en del celler på ca. 1 kvm på begge sider. Vi blev stuvet 4 sammen i en sådan celle og måtte stå op. Vi kunne næppe røre os.

Vi overnattede i fængslet i Neumünster, hvor vi 4 (fra Hvidstensgruppen) fik en møgbeskidt eenmandscelle med 2 dobbeltkøjer. I dagbogen står der, at jeg fortalte om en cykeltur, jeg året før krigen havde foretaget til Frankrig. Underholdning skulle der til. Den ene af os havde faktisk et chok fra bombardementet i Kiel.

Næste morgen blev vi nede i fængselsgården for første gang vidne til den umenneskelige behandling, tyskerne kunne præstere. Nogle 12-13 års drenge blev ført frem i kolonne. Nogle var barbenede og der faldt svære lussinger. Det var svært at se på, uden at kunne gøre noget.

Den 20.07.1944. – Gik fra fængslet kl. 8 til banegården og kørte videre til Hamburg og med citat direkte fra dagbogen: ” nok havde jeg troet, at byen var bombet, men så slemt som det var, kan man ikke forestille sig”. Ikke et helt hus, tomme gader, ydermure og skorstene km. efter km.. Med bombardement i Kiel i frisk erindring virkede det kolossalt på os.

Om eftermiddagen kørte vi videre til Lübeck, vi spadserede et langt stykke udenfor byen til nogle politibarakker, hvor vi blev stuvet 16 mand ind i et lokale. Italienere, Grækere, Bulgarer, Nordmænd, Franskmænd og os fire.

Vi fik et stk. rugbrød, og det var alt, hvad vi fik den dag. Kübelen (latrinen) var en overskåret olietønde uden låg, som var placeret midt i lokalet.

Vi lå på det bare gulv og kunne ikke ligge udstrakt. Jeg kan huske 2 italienere, der sad i det ene hjørne og aflusede hinanden.

Den næste morgen spadserede vi tilbage til banegården og kørte videre med toget østpå og hørte her af tyske fanger om det mislykkede attentat på Hitler. Disse fanger fortalte os også, at vi sikkert skulle af i Bützow, hvor der sad en del skandinaviske fanger.

Dreibergen:
Tugthuset hed Dreibergen og blev blandt fanger kaldt: ” Det røde Helvede”.

Vi kom ganske rigtig af i Bützow, som ligger ca. 30 km. Syd for Rostock. Vi blev afhentet af vagtbetjente fra tugthuset og havde en dejlig spadseretur i solskin, mellem 1 og 2 km. Fra banegården.

Vi blev sluset ind igennem hovedporten og kom over gårdspladsen ind i centralen, hvorfra trapper og gange førte rundt i tugthuset.

Selvom centralen var meget stor og høj, mindede den mig om den tids proprietærgårde, hvor dyrskuepræmieplakaterne hang på knagerækkerne, idet der her hang en masse gule plakater hulter til bulter, som forkyndte, at den og den var hængt her i tugthuset p.g.a. landsskadelig virksomhed. Min læsning af disse plakater blev brat afbrudt af en knallende lussing. Jeg havde at stå ret og se ligeud.

Vi blev nu ført til et lokale, hvor vi i det ene hjørne skulle klæde os af til skindet, hvorefter vi med kam og tandbørste skulle over til det andet hjørne, hvor vi fik udleveret vort fangetøj. Det lykkedes mig endnu engang at få en æske tynolperler med.

Fangetøjet bestod af 1 par bukser og 1 jakke med gule striber, 1 vest, 1 hue, skjorte, 1 par underbukser, fodklude, som er et stykke firkantet lærred, som bindes over anklerne. Der skulle stor øvelse til at gå med dem.

Af sengetøj fik vi 1 tæppe, 1 betræk og 1 lagen. Yderligere fik vi en halsklud, 1 håndklæde og 1 viskestykke. De 2 sidste blev udskiftet hver måned. Underbukserne blev udskiftet i alt 2 gange, nemlig den 27.09.1944 og den 15.01.1945.

Jeg kom nu på enecelle afd. 8 på 2.sal og 2 dage efter måtte jeg skrive brev hjem, så vidt jeg husker på 15 linjer. Jeg fik 20 minutter til at skrive i og besked på, at det næste brev måtte skrives et halvt år senere.

Næste dag kom barberen og kronragede mig, så nu ligner jeg en rigtig tugthusfange.

Blev vækket hver morgen kl 5,30 med morgenmad, ½ liter erstatnings the eller kaffe. Jeg blev aldrig klar over, hvad det skulle være erstatning for, samt en skive brød.

Arbejdede fra kl. 6 til kl. 12 og fra kl. 13.30 til kl. 18. Til middag fik vi 5/4 liter suppe, som regel kålrabisuppe og om aftenen 1. Stk. Brød med enten ost eller margarine og engang imellem fik vi udleveret lidt sukker.

Min arbejdstitel var ”Taozupfer”, der bestod i at jeg om morgenen fik udleveret 1 sæk knuder fra brugt høstbindegarn, samt 1 kniv. Knuderne skulle løses op inden aften, ellers ingen mad, men det kunne man nu sagtens nå. Dette arbejde havde jeg i godt 2 måneder.

Følgende med datoer på er skrevet af fra en dagbog, jeg førte i alle 9 måneder i Tyskland, og som det lykkedes at få med hjem. Dagbogen er nu, foranlediget af Jørgen Hæstrup, overgivet til Rigsarkivet.

Den1.08. 1944. Er flyttet ned i en kældercelle med 3 x 3 køjer på afd. A1 sammen med 8 andre. Den ene, Barner, får vand i kroppen og kan ikke spise. Hans hoved ligner en fodbold. Vi gemte hans mad og 3 dage efter kunne han spise det hele og har lært ikke at drikke af vandet.

Det er ikke nemt at være optimist blandt lutter pessimister, men i stedet for Johansen, som er sendt på komando til Wismar, er Halvor Lange kommet. Han har et dejligt humør.

Den 11.08. Flyttet til afd. 15 A, 3 sal med Borgen og Leo.
Den 15.08. Fået en pakke fra Kiel. Fik lov at se den, fik intet af den.
Den 17.08. Borgen skiftet ud med en franskmand, havnearbejder fra Marseille. Der blev ingen talekamp.
Den 18.08. Franskmand skiftet ud med Chr. A., som snakker forfærdeligt.
Den 21.08. Smækfyldt med lopper, længsel. Hvornår er der fred. Hævede kirtler, meget deprimeret.
Den 22.08. Halsen mere hævet og feber. Flyttet til 16 C. Det var en tid, hvor jeg sad med dårlige kammerater, hvor det kun var den stærkeste, der klarede sig. Hver dag står der i dagbogen om feber, hovedpine, halsbetændelse og lopper.
Den 27.08 Er blevet vejet og har tabt 12 kg. På godt 1 måned.
Den 13.04.1945. Dagbogen stopper her, idet vi midt i vort utrolige held og lykke som skandinavier, skulle se denne menneskeuværdige tildragelse.

Disse fanger fra Celle havde været på dødsmarch i lang tid. Optoget i tugthusgården sluttede med 2 høstvogne fyldt med lig i groteske stillinger. Jeg kan aldrig glemme dette syn.

Den 14.04.1945. Blev ført til arbejdscelle som sædvanligt, men midt på formiddagen blev der vældigt røre. Alle skandinaviske celledøre blev åbnet og vi blev beordret til vore soveceller, tage alt tøj af og gå nøgne op på loftet, hvor vort civile tøj lå og iklæde os dette.

I forvejen havde jeg lavet en lærredspose (som også kunne bruges som rygsæk, hvis vi skulle på march) i hvilken jeg havde mine ting fra tugthuset, bl.a. min dagbog fra vort hemmelige rum bag fodpanelet i cellen. Det lykkedes at få det uset op på loftet og puttet det ind i mine øvrige ting fra Danmark.

Derefter blev vi kommanderet ned i en baggård i tugthuset.

De hvide busser:
Det var højst mærkeligt at blive konfronteret med alle cellekammeraterne, som jeg kun havde kendt i de ensartede stribede fangedragter og som nu præsenterede sig som individualister i forskelligt tøj, overfrakke og hat.

Efter en times tid blev vi ført ud igennem hovedporten, som jeg i 9 måneder havde dagdrømt om at gå ud af.

Udenfor holdt de hvide busser, som hurtigt blev fyldt. Jeg kom med Ais Venning op i en bus, hvor prins Georg var hjælper. Vi fik udleveret den første Røde Kors pakke, vi havde set. For ikke at forsluge os, skulle vi være 2 om hver pakke.

Vi kørte vestpå og vi så nu, hvorfor vi havde fået tartar nogle dage (dyrlæge fra Falster var med samme bus). Vejen var garneret med opsvulmede hestekadavere.

Vi ankom til Fridrichruhe, hvor Røde Kors havde hovedkvarter. Her gjorde vi et længere ophold og kørte derefter videre og ankom om aftenen til Neuengamme Lejren.

Det var skuffende at komme ud af bussen og vandre ind gennem porten med ”Arbeit Macht Frei” under tysk kommando via appelpladsen til stenbarakken.

Vi blev her indkvarteret på en sovesal med flere hundrede andre skandinavier.

Der var 3 etagers køjesenge med smalle gange imellem. Her mødte jeg massevis af gamle bekendte fra Randers, Århus arrest, Horserød og Vestre fængsel.

Vi var i Neuengamme til den 20.04.1945. Det var en usandsynlig tid. Vi var en privilegeret gruppe i en modbydelig KZ lejr. Vore toiletter var totalt tilstoppede og overfyldte. Vi havde Røde Kors pakker i mængder og udenfor vor indhegning havde de andre nationer intet, selv den sidste dag så jeg en KZ fange, der forsøgte at få noget fra vore rationer, blive sparket og slået, så han ikke rejste sig igen.

Den 21.04. Ved 6 -7 tiden om morgenen kom vi til Kolding og der begyndte et sandt triumftog.

I udkanten af Kolding lå en bagerbutik. Bussen blev stoppet af en menneskeskare og al bagerens morgenbrød blev fordelt i busserne, så de gode koldingborgere på det strøg fik ingen morgenbrød den dag.

Men det mest rørende var vor ankomst til Bredal nord for Vejle. Jeg sad i den første bus og var vidne til, at folk stod parat ved flagstængerne og hejste det danske flag. Det var uforglemmeligt.

Vi blev stoppet ved Bredal Kro (kroejer Laursen), hvor der var frisklavet kaffe og telefon til fri rådighed. Kroejerens svoger var mejeribestyrer på den anden side af vejen og havde sat mælkejunger frem, fra hvilke vi kunne forsyne os.

1 times tid senere kørte vi videre til Møgelkær, hvor de var forberedt på, at der kom ca. 100 fanger. Vi var mange hundrede, men alle stalde var tomme og der var halm nok, så vi fandt sovepladser alle sammen. Der var endog en dansk læge. Jeg lånte et termometer og konstaterede godt 40 gr. feber.

Den 23.04. Fik jeg at vide, at Lene var udenfor lejren og pludselig var jeg rask nok til i en fart at komme til pigtrådsafspærringen og med nogle cigaretter til vagtposterne kom jeg ud af lejren, hvor jeg blev genforenet med Lene. Hun blev der i 3 dage, hvor vi sås hver dag, men var enige om, at jeg var for sløj til at flygte, så jeg blev i lejren.

Den 27.04 blev vi kørt til Nyborg i busser. I Odense sad busserne fuldkommen fast i menneskemasserne, som ville ønske os velkommen hjem. Det var en gribende oplevelse,

Fra Korsør kørte vi i tog til København. Vi blev kørt til Frihavnen for at blive overført til Malmø, men blev dirigeret til Helsingør, hvor vi kom ombord på færgen til Hälsingborg .

Da den lagde fra kaj, havde HIPO korpset lavet afspærring, og vi på færgen sang: ”Kong Kristian stod ved højen mast”. Jeg mindes Aksel Larsen (daværende formand for D.K.P.) synge med tårer trillende ned af kinderne.

Efter 5 års mørkelægning, var det et fantastisk syn med det oplyste gadebillede i Hälsingborg.

Frihedsbudskabet oplevede jeg i en forlægning i Marnarp ved Höganäs og hjemrejsen startede den 10.05 kl. 7. Vi nåede Randers den 11.05 kl. 18 efter en meget besværlig rejse.

Knud Peder Buchhorn Christensen, min far.
født d. 31.05. 1916
død d. 22.12. 1987

Jytte Windel Kahr 12.12.2011